Uncategorized

Udsalg i Novo Nordisk

Novo Nordisk aktien har igennem de sidste 11 måneder været igennem et voldsomt fald, specielt på grund af aktie salg fra udlandet. Dette gør udviklingen endnu mere bekymrende, idet det er de store pensionskasser og fonde, der sælger. Aktien toppede på 400 i julen 2015, og er siden faldet med mere end 45 % til den foreløbige bund på 220.

Novo Nordisk i frit fald
Novo Nordisk har gennemgået et stort fald.

Det betyder at Novo Nordisk i kroner og øre har tabt mere end 400 milliarder i værdi. Det er det dobbelte af den samlede værdi af A.P.Møller!

Det voldsomme fald har flere årsager. Som det gamle ordsprog siger: ”En ulykke kommer sjældent alene”. Novo har været ramt af skarpere konkurence på det amerikanske marked for insulin. Eli Lilly og Sanofi, de to andre store udbydere af insulin, har intensiveret konkurrencen. Ikke mindst Eli Lilly har opprioriteret udviklingen af nye produkter indenfor insulin efter i en årrække at have satset på andre lægemidler.

Kritik af prisen på insulin

Hertil kommer at flere amerikanske politikere, i særdeleshed Bernie Sanders, har rettet en skarp kritik af prisdannelsen på insulin i USA. Ordet karteldannelse har ikke været nævnt, men det har været mere end antydet, at priserne er kunstigt høje. Samtidig har stærke indkøbsforeninger og patientgrupper i USA lagt et stort pres på insulinpriserne.

Nedjustering

Ovenstående har ført til at Novo Nordisk nedjusterede forventningerne til 2017 meget voldsomt i forbindelse med aflæggelse af seneste kvartalsregnskab 28. oktober 2016. Samtidig har Novo annonceret en lang række af afskedigelser i det administrative personale.

Der er tegn på at bunden er nået

Aktien nåede en foreløbig bund i 220 i forrige uge. På dette niveau er der teknisk støtte. Herfra er aktien i denne uge steget med knap 7 %, og har således stabiliseret sig. Jeg er af den opfattelse at aktien vil gå ind i en akkumulation, hvorfra der er mulighed for en stigning op til 250. Her finder vi næste stærke modstand, der næppe brydes i første omgang.

I nedadgående retning er der igen stærk støtte på 170, såfremt aktien vender og går nedad gennem 220.

Min forventning er blandt andet begrundet i, at Novo nu har en P/E på 16, hvilket gør aktien meget attraktiv set på nøgletal. Da Novo Nordisk gennem mange år har udbetalt et flot udbytte, kan aktionærerne forvente et glimrende afkast alene på den front.

Nye stærke produkter på vej

Samtidig har Novo annonceret at de har intensiveret arbejdet med midlet mod fedtlever, sygdommen kaldes medicinsk NASH. Medicinen hedder Semaglutid. Giver de kommende kliniske forsøg de resultater, man forventer, kan Novo Nordisk se frem til en ny milliardforretning.

Den spekulative investestor kan købe nu

Konklusionen er, at jeg vil anbefale spekulative investorer at købe Novo Nordisk på nuværende niveau, i skrivende stund fredag eftermiddag 2. december 238, med stop loss i 230. Gevinsten bør tages hjem på 250 eller lige under, hvis man er forsigtig.

Den langsigtede investor køber ved gennembrud af 250

Den langsigtede investor, der køber op til en pensions eller anlægsportefølje, bør efter min opfattelse vente med at købe Novo Nordisk til det generelle marked er opadgående. På det tidspunkt er aktien formodentlig blevet afvist en gang ved 250, og er på vej op igen, så jeg anbefaler, at den langsigtede investor køber Novo Nordisk ved gennembrud af 250.