Selskaber

Fedme medicin sender Zealand Op

Udviklingen og salget af fedme medicin, eller med et pænere ord medicin der bekæmper overvægt, har opnået en kolossal interesse blandt danske investorer ikke mindst efter den voldsomme optur Zealand Pharma fik i slutningen af februar.

Her er det dog vigtigt at bemærke sig, at det middel, der fik Zealand Pharma til at stige så voldsomt, ikke var fedme medicin mod overvægt, men derimod medicin mod fedtlever, der er en helt anden lidelse med en langt mindre population.

Den hyppigste årsag til fedtlever er en usund levevis, i særdeleshed et forhøjet forbrug af alkohol, men også tyoe 2 diabetes og overvægt kan forårsage fedtlever. Fedtlever er i sig selv ikke farligt, men kan udvikle sig til betændelse der vil danne arvæv. 

I sin yderste konsekvens udvikler arvævet sig til skrumpelever, der er en dødelig sygdom. Det er dog sjældent, det går så galt, og i så fald er årsagen som oftest alvorlige tilfælde af alkoholisme. I de fleste tilfældet vil den læge, der konstaterer fedtlever, foreslå en omlægning af livsstil, afhængigt af hvad årsagen er.

Det er vigtigt at forstå forskellen på fedme og fedtlever

Er det alkohol, der er årsagen vil man anbefale et fuldstændigt stop eller i hvert fald en markant reducering af forbruget. Er det overvægt eller type 2 diabetes, der er årsagen, vil man anbefale en omlægning af kosten og mere motion.

Den lange udredning i ovenstående skyldes ikke, at jeg har ambitioner om at gøre min hjemmeside til en light udgave af “The Lancet”, men derimod at der har været en del forvirring omkring, hvor stærkt et potentielt produkt der er tale om.

Det er vigtigt, når man vurderer betydningen af medicinen at tage i betragtning, at de fleste læger ikke vil udskrive medicin i de tilfælde, der ikke er alvorlige, og hvor der ikke er tegn på udvikling af betændelse, men derimod tage ovennævnte skridt.

Herudover skal man også være opmærksom på, at det potentielle lægemiddel først nu har bevæget sig fra fase 2 til fase 3. Det er udtryk for, hvor langt et lægemiddel er fremme i forsøgs og godkendelsen. 

Der er langt fra fase 3 forsøg til godkendelse

Jeg siger ikke det sker i dette tilfælde, men mange lægemidler bliver enten droppet eller stoppet i fase 3. Der er temmelig lang vej, og det tager tid, før en egentlig godkendelse foreligger, ikke mindst fra det amerikanske Federal Drug Agency, og det er den der virkelig tæller.

Herudover har Zealand Pharma et samarbejde med medicinalfirmaet Boehringer Ingelheims om udvikling af en egentlig medicin mod overvægt, nemlig survodutid. Dette produkt flytter i lighed med ovenstående fra fase 2 forsøg til fase 3.

Det danske biotekselskab udtaler i en børsmeddelelse at forsøgsdesignet i forsøgene i fase 3 tager udgangspunkt i de erfaringer, man har gjort i fase 2. Disse resultater har været meget positive, idet personer med overvægt eller fedme fik et imponerende vægttab på helt op til 19%.

Hermed er der en ny kandidat med i konkurrencen mellem Novo og Eli Lilly om markedet for fedme medicin. Markedet er kolossalt og forventes at blive mange gange større i de næste årtier.

Jeg er ligesom de fleste andre sikker på, at medicinen mod overvægt  vil have et kolossalt potentiale indtjeningsmæssigt i mange år frem. Problemet med overvægt og de helbredsmæssige skadevirkninger er kæmpestort i den vestlige verden, og der er ingen tegn på, at det bliver mindre.

Det er dog efter min opfattelse som investor overordentlig vigtigt at være opmærksom på, at Zealand Pharma og deres konkurrent, amerikanske Viking Therapeutics inc., fortsat er i udviklingsfasen. Det kan sagtens tage adskillige år, før de har medicinen på hylderne, som de to stærke drenge i klassen Novo og Eli Lilly allerede har nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *