Investeringsforeninger

De fleste mennesker kommer før eller siden til at stifte bekendtskab med en investeringsforening. Det gør de alene af den enkle grund, at bankerne er rigtig glade for at sælge investeringsforeninger til deres kunder.

Det er der flere årsager til. For det første mener langt de fleste bankfolk, at en investeringforening er et rigtig godt produkt. Det kan de også i nogle tilfælde have ret i men ikke altid og ikke for alle kunder.

Den anden primære grund til, bankerne er så glade for at introducerer deres kunder til investeringsforeninger, er at de tjener penge på det. Rigtig mange penge. Det er der absolut intet galt med. Det er bankernes opgave at tjene penge. Det er bare vigtigt, du er opmærksom på, at deres rådgivning er farvet af dette forhold.

Men lad os starte med begyndelsen og se lidt på historien bag investeringforeninger. Som ordet siger er en investeringsforening en forening af investorer, der går sammen om at investerer i aktier, obligationer eller andre aktiver som ejendomme og råvarer.

Ideen om Investeringsforeninger kommer fra Amerika

Ideen kommer fra USA, hvor de kaldes investerings fonde. De første investeringsforeninger startede i mellemkrigsårerne, men ideen blev rigtig populært efter anden verdenskrig, hvor investeringsforeninger også langsomt begyndte at fange danskernes interesse.

I USA er fondene selvstændige institutioner, der i langt de fleste tilfælde er uafhængige af de store pengeinstitutter. Nogle amerikanske fonde er kæmpe store, og forvalter mere end tusind milliarder dollars. Andre er meget små med helt ned til 50 millioner dollars under forvaltning.

Mange af de amerikanske fonde er meget regulerede af SEC, det amerikanske finanstilsyn, men der er også fonde, der ikke er reguleret. Det afhænger helt af, hvilken målgruppe de henvender sig til. Kort fortalt kan man sige, at jo bredere en kreds de udbyder sig til jo stærkere tilsyn. Dette er naturligvis for at beskytte den almindelige amerikanske forbruger.

Investeringsforeninger i Danmark

I Danmark var investeringsforeninger ikke særlig regulerede i begyndelsen. Det ændrede sig dog hurtigt, og siden midten af tresserne er der med få års mellemrum kommet nye og som regel strammere regler for en investeringsforenings gøren og laden.

Det er der god grund til, idet de danske foreninger som tidligere nævnt bliver markedsført intensivt af bankerne. Det gør de, fordi bankerne får formidlingsprovision. Bankerne er også i de fleste tilfælde stiftere og har en aftale om forvaltning af foreningens midler.

Det der især har tiltrukket sig lovgivernes opmærksomhed er nøgletallet ÅOP. Det står for årlige omkostninger i procent. Det skal gøre det muligt for forbrugerne at sammenligne alle danske investeringsforeninger med hinanden.

Udfordringen er bare, at det gennem årerne har været svært helt præcist at definere omkostningerne i investeringsforeninger. De synlige er det nemt nok med. Det gælder administrationsomkostninger, direkte handelsomkostninger, emissionstillæg og indløsningsfradrag. Formidlingsprovisionen, bankerne modtager for at rådgive kunderne om investeringsforeninger, indgår i  administrationsomkostningerne.

Pas på de ikke synlige omkostninger

Det der til gengæld er problemet, er de ikke synlige omkostninger. Det drejer sig især om forskellen på købs og salgpriser på de aktier eller obligationer, foreningen køber. Denne forskel kaldes i børssprog for “spread”. Det er her børsmæglere og banker tjener deres penge på handel med værdipapirer og ikke så meget på kurtagen, der efterhånden bliver mindre og mindre.

Lad mig kort forklarer, hvordan banken tjener på spreads. Hvis du har adgang til realkurser eller handel med værdipapirer på din computer, vil du se 2 priser for en given aktie. Køb og salg eller bid-ask. Hvis vi ser på et eksempel: Aktie A køber banken til 150 og sælger til 151. Børsmægleren eller banken tjener altså 1 krone eller 0,67% på hver aktie de handler. Hvis investeringforeningen køber for 10 millioner kroner er det 67.000 kroner i fortjeneste til banken.

Det skal retfærdigvis siges, at på meget likvide aktier som eksempelvis Novo Nordisk er forskellen mellem køb og salg langt mindre. I skrivende stund er bud på Novo aktien 304 og udbud 304,25.

Bankens fortjeneste er hermed reduceret til 8.217 kroner på en handel til 10 millioner. Dem kan der være mange af i en investeringsforening i løbet af et år. Hertil kommer, at Novo er den mest handlede aktie på Københavns fondbørs Derfor har den også den skarpeste pris og det mindste spread. Gennemsnittet på fortjenesten ligger mellem de to eksempler.

Årlige omkostninger på mere end 2 procent

I gennemsnit ligger ÅOP for danske investeringforeninger på omkring 2%. Hertil kommer ovennævnte ikke synlige omkostninger, der i sagens natur afhænger af, hvor ofte der handles. Man skelner i hovedtræk mellem to typer af investeringsforeninger i Danmark. Aktive og passive. En passiv investeringsforening i Danmark vil være at sammenligne med den udenlandske indexfond.

Det er en investeringsfond, der spejler et index fuldstændigt. Lad mig igen komme med et eksempel. En forening, der spejler det danske OMXC25, investerer i aktierne på en måde, så midlerne er fordelt på samme måde som i indekset. Det resulterer i, at udvikligen vil være som indeks minus investeringsforeningens omkostninger.

En Passiv investeringsforening er mange gange bedst

I passive investeringforeninger er og bør ÅOP være temmelig små omkring 1%. Da der ikke handles ofte efter at porteføljen er anlagt, er handelsomkostningerne meget små. Det vil være umuligt for en passiv investeringsforening at slå markedet, men det er helt OK. For den mindre investor, der ønsker en køb og behold strategi, er det en glimrende mulighed for en nem investering, der giver en god spredning på aktier, der ellers ville blive alt for dyr i handels og depotomkostninger med en formue under 100.000 kr. Et eksempel på en passiv investeringsmulighed er NORD.investments A/S

Det er straks mere problematisk med en aktiv investeringsforening, der handler ofte. Her ser vi ofte ÅOP komme et godt stykke over 2%. Hertil kommer at de ikke synlige omkostninger, det ovenfor nævnte spread, vokser med antallet af handler.

Såfremt den aktive investeringsforenings portefølje manager ikke er meget dygtig til at vælge de rigtige aktier på det rigtige tidspunkt, vil en aktiv forening underperforme slemt. Det vil den, fordi den skal slå markedet år efter år med mere end 3%, for at det bliver en god forretning for investoren.

Jeg vil gerne uddybe denne problemstilling. Det gennemsnitlige afkast på det toneangivende danske indeks C25 har gennem de sidste 20 år været 8% pro anno. Det betyder at en aktiv investeringsforening med omkostninger på 3%, der skal opnå samme resultat som markedet, skal overperforme med 37,5%. Det er der meget få, der kan.

De amerikanske investeringsforeninger

Jeg tillader mig at springe tilbage til de amerikanske investeringfonde for en kort stund. I USA er fokus ikke så meget på ÅOP. Amerikaneren er mere interesseret i afkastet. Derfor er der mange aktive fonde, der opkræver en stor procentdel af indtjeningen i provision. Som jeg har beskrevet under hedgefonde, er den mest almindelige 2-20 modellen. 2 procent af den forvaltede kapital og 20 procent af indtjeningen.

Her vil hårene rejse sig på hovedet af mange danske investorer og ikke mindst embedsmænd. Imidlertid er investorerne i disse fonde, der iøvrigt ikke markedsføres på nogen måde, særdeles glade. Det er de, fordi fonden giver dem et afkast, der er langt bedre end markedet år efter år.

Konklusionen på denne problemstilling er dermed, at såfremt de, der forvalter midlerne i en fond eller investeringsforening, er dygtige nok til at tjene omkostningerne mange gange ind, er der intet problem. I modsat fald bliver investorernes penge langsomt spist op af investeringforeningens omkostninger.

En anden ting man skal være opmærksom på er, at den danske lovgivning kræver, at en investeringsforening skal have næsten alle deres midler investeret i deres valgte aktiv. Det betyder i praksis, at en investeringsforening med danske realkreditobligationer ikke kan være ude af markedet, selvom porteføljemanageren forventer voldsomt stigende renter, der vil betyde, kurserne på obligationer vil falde markant.

Hvornår skal du bruge en investeringsforening?

Ovenstående fører til følgende konklusion: Såfremt man har relativt små midler at investerer, i denne sammenhæng betyder det under 100.000 kr, kan det være en rigtig god ide at anbringe pengene i en af de investeringsforeninger, der spejler et indeks . En såkaldt passiv investeringforening med lave ÅOP.

Med mindre man har fundet frem til en af de meget få danske investeringsforeninger, der dokumenteret har slået markedet efter omkostninger gennem en længere årrække, skal man holde sig fra investeringforeninger, der aktivt og ofte omsætter de midler de forvalter.

Er formuen større end 100.000 kroner, bør man enten vælge selv at følge markedet gennem denne og mange andre informative webportaler eller søge individuel rådgivning.

Opdateret 20.september 2019

Ovenstående artikel indeholder affiliate link