Aktiemarkedet

Får vi et Jule-rally?

Får vi et jule-rally? Det er et spørgsmål, der optager de fleste investorer på begge sider af Atlanten, hvorfor det da også er et af hovedemnerne i ugens nyhedsbrev. I skrivende stund ligger det danske C25 med en meget beskeden stigning for året til dato på 0,71%!

Men det faktum dækker over et år, hvor der har været temmelig store bevægelser i såvel opadgående som nedadgående retning. Året startede i kurs 1.700, og C25 steg derefter kraftigt gennem første halvdel af 2023 dog afbrudt af nogle kraftige korrektioner undervejs.

C25 toppede i 1.883 i slutningen af maj måned, hvorefter indekset begyndte en længere nedtur. Det skete på trods af, at der var stigninger i USA helt frem til 1. august. Nedturen for de danske aktier sluttede først i slutningen af oktober. På det tidspunkt var det danske eliteindeks faldet til 1.566. Et fald på 17%!

I løbet af november er det så gået flot opad. Vi lukkede fredag den 24. november i 1.712. C25 har med andre ord rejst sig knap 10% på en måned. Det må siges at være imponerende, men det virker som om, at det har svært ved at bryde modstanden på 1.720 og dermed bekræfte et jule-rally.

Udfordringen

Udfordringen er, at vi ser en række aktier som Chr. Hansen, Pandora, Novo og Danske Bank trække opad, mens A.P. Møller-Mærsk og Genmab trækker gevaldigt nedad. Selvfølgelig vil det være urimeligt at forvente, at alle aktier skal gå i samme retning. Det bekymrer mig dog, at der er så stor diversitet.

I denne uge, som er den sidste i november, tror jeg, at rallyet vil tage en pause. Det gør jeg, fordi ugen byder på en del vigtige begivenheder som eksempelvis OPEC+ mødet. Årsagen til, at det hedder OPEC+, er, at der er kommet flere end de oprindelige OPEC lande med til højbords.

Det forlyder fra velinformerede kilder, at der er en temmelig stor uenighed blandt OPEC+ deltagerne om, i hvilket omfang produktionen af råolie skal begrænses. Futures på olie, der er en meget præcis indikation af olieprisen, har stabiliseret sig i de seneste dage, men er faldet med 10% i løbet af de seneste seks uger.

Der er flere grunde til, at udviklingen på mødet og dermed olieprisen har stor betydning for aktiemarkedet. En af de vigtigste er, at olieprisen har en relativt stor indflydelse på renten, der igen har en stærk indvirkning på aktiemarkedet.

Olieprisen og aktiemarkedet

Hertil kommer, at kursen på en lang række aktier er påvirket af prisen på råolie. Det gælder jo helt naturligt de selskaber, der arbejder med udvinding af olie, men også virksomheder, der udvikler materiel til olieudvinding og raffinering samt transporterer og opbevarer “det sorte guld”, vil blive påvirket på kursen.

Endvidere kommer der i USA i ugens løb en del vigtige nøgletal. I særdeleshed er Centralbankens favorit PCE (Personal Consumption Expenditures Price Index), der er et udtryk for inflationen. Markeds konsensus er en forventning om 0,2% på månedsbasis og 3,5% på årsbasis.

Såfremt ugens begivenheder falder gunstigt ud for inflationen og olieprisudviklingen, tror jeg på, at vi vil fortsætte vort jule-rally.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *