Aktiemarkedet

OMX C25 bliver afvist

Så så vi det første angreb på mostandspunktet på 1080 blive afvist i det danske OMX C25 indeks. Som omtalt i forrige indlæg forventede jeg, at dette ville ske. Jeg må dog erkende, at jeg er en smule overrasket over med hvilken kraft afvisningen sker.

Den nedadgående korrektion i OMX C25 er en følge af fald i udlandet. Det tyske DAX indeks har således oplevet den første større nedtur efter, at opgangen startede før årsskiftet. Det har udløst et teknisk salgssignal i det tyske indeks. Signalet skal dog bekræftes af endnu et, da det er det første i en opadgående trend. Samtidig ligger signalet på en stærk opadgående modstandslinje.

Vi skal derfor se en lukning i DAX indekset på 10.750 eller derunder, før vi har et sikkert signal, som der bør reageres på. Det tvivler jeg stærkt på, at vi får, idet markederne i USA stadig er stærke på trods af, at de ligeledes har sat sig lidt i den forgangne uge.

Det der især er årsag til, at stemningen pludselig er vendt til en negativ undertone, er de fortsatte udfordringer med handelsaftalen mellem USA og Kina. I særdeleshed meddelelsen om, at præsident Trump ikke vil mødes med den kinesiske leder Xi Jinping, har givet anledning til bekymring hos de amerikanske børshandlere.

Vi nærmer os med foruroligende hast den deadline, de to satsledere selv har fastsat nemlig den 1. marts. Er der ikke fundet en løsning inden da, vil handelskrigen igen bluse op. På et tidspunkt hvor adskillige nøgletal fra både USA og Europa antyder vigende vækst, kan det få en stærkt negativ indflydelse på markederne.

Nedgangen i OMX C25 kommer ikke endnu

Som nævnt i ovenstående tvivler jeg på, at nedgangen kommer allerede nu. Vi skal se yderligere mindst to forsøg på gennembrud af 1080 i OMX C25 i opadgående retning, før opgangen er forbi for denne gang. Det kommer så også til at passe med, at vinteren er forbi som nævnt i forrige indlæg.

Jeg bygger denne antagelse om den fremtiddige udviklinger på børserne på, at selv “Vildbassen i det Hvide Hus” vil vige tilbage for en verdensomspændende handelskrig. Derfor vil der formodentlig i nærmeste fremtid blive fundet en løsning på konflikten mellem Kina og USA.

Det vil så igen give det danske  aktiemarked mod på at prøve kræfter med modstanden på 1080. Denne gang vil forsøget have mere momentum og dermed styrke. Det vil formentlig sende OMX C25 gennem 1080. Bruddet vil sandsynligvis vise sig at være et whipsaw, og markedet vil falde tilbage igen.

Afslutningsvis mener jeg, det er på sin plads at omtale, at det nu er blevet muligt at handle en ETF på den danske Børs. Der er tale om en dansk ETF, der følger det danske OMX C25. Den har fået det mundrette navn XACT OMXC25. En investering i denne ETF er en attraktiv måde at investerer i hele det danske aktiemarked uden de store omkostninger.

Jeg glæder mig på investorernes vegne over, at denne mulighed nu endelig er kommet til det danske marked. I lyset af ovenstående vurdering af markedssituationen vil jeg dog ikke anbefale at købe XACT OMXC25 lige nu. Man kan med fordel vente til, vi har taget den store nedtur, jeg venter i løbet af foråret.

3 thoughts on “OMX C25 bliver afvist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *