Aktiemarkedet

Sådan beskytter du dig mod faldet

Siden starten af oktober måned har det danske elite indeks C25 bevæget sig støt og roligt opad. Der har naturligvis været små bump på vejen, men indekset er steget 5,5 % på mindre end en måned.

Det vil sikkert forlede adskillige ukuelige optimister til at konkluderer, at al tale om et stort foranstående fald har været unødig bekymring. Heri er jeg ikke enig.

Aktiemarkederne i den vestlige verden har i de seneste uger modtaget mange positive politiske input. Det gælder i USA handelsforhandlingerne mellem USA og Kina, der ser ud til at bevæge sig i den rigtige retning. I Europa er det hovedsagligt Brexit, der ihvertfald indtil i dag har haft en positiv indflydelse.

Hvorfor er et fald på vej?

Hvorfor er det så, at jeg ikke mener, at alt er godt? Det gør jeg ikke, fordi aktierne rent faktisk ikke er steget, men blot har indvundet tabene fra de to fald i henholdsvis august og september. Det er flotte rebounds C25 har eksekveret efter to forsøg på at bryde ned gennem det meget vigtige strategiske punkt 1090. Men det er stadig rebounds.

Hertil kommer, at når vi ser ind i selve hjertet af aktiemarkedet, indtjeningen, ja så har der været mange skuffende resultater især i Europa. I England oplevede vi endda et voldsomt krak i et af verdens ældste rejse og luftfartsselskaber Thomas Cook.

Jeg mener fortsat, at der er en overhængende risiko for et større fald i den nærmeste fremtid. Aktierne er set over en bred kam simpelthen for højt prissat, selvom der er flere undtagelser i såvel Europa som USA.

Ovenstående bekymring medfører dog ikke, at jeg mener, man på nuværende tidpunkt skal trække sig ud af aktierne. Men det er vigtigt stadig at fastholde en spilplan, der sikre investoren så godt som muligt mod skaderne, hvis et større fald indtræffer.

Det bedste værktøj

Et af mine favorit værktøjer i denne situation er stop loss og dens agressive fætter trailing stop loss. Læseren kan læse meget mere om anvendelsen af disse værktøjer i mine respektive artikler, der er dedikeret til dette emne.

Her vil jeg blot kort beskrive teknikerne kort. Stop Loss er en fast kurs, hvor en aktie skal sælges, såfremt den handles på kursen eller lavere. Trailing stop er en videreudvikling, hvor stop kursen følger med op i en forud fastsat afstand.

Hvorvidt man anvender den ene eller den anden type, er dels et temperament spørgsmål dels afhængigt af situationen på aktiemarkederne. I det nuværende marked vil jeg hovedsagligt anvende trailing stop loss.

En anden parameter, der er med til at bestemme  følsomheden på stoppet, er afstanden fra stopkursen til den aktuelle kurs. I et stærkt opadgående marked, et såkaldt “Bull marked”, vil man typisk vælge at lægge stoppet længere væk. Det giver aktien mulighed for at bevæge sig, uden man bliver stoppet ud.

Hvilket stop i det nuværende marked?

Modsætningen er det nuværende marked, hvor det gule advarsels lys er tændt. Her vil jeg anbefale, at man lægger stoppet relativt tæt på den aktuelle kurs omkring 3% væk. Hvis kursen er 366, som eksempelvis Novo i skrivende stund, lægges stoppet 12 figurer væk altså på kurs 354. Et trailing stop vil så følge med op i en afstand af 12 kurspoint. Det faste stop vil selvsagt blive liggende på 354, og er derfor mindre aggressivt.

Det siger sig selv at følsomheden på et trailing stop, der bevæger sig så tæt på kursen, er meget stor, hvilket betyder, at det kan blive udløst, med en efterfølgende stigning af aktien. Det må vi tage med. Det er trods alt bedre, end at miste en stor del af gevinsten ved at sælge til markedskurs. Ligger stopkursen for langt væk, vil en alt for stor del af gevinsten ligeledes forsvinde, før stoppet bliver udløst.

Som jeg har omtalt i artiklen om valg af børsmægler bør denne, hvadenten det er en bank eller en internetmægler som Saxo Bank, kunne håndterer begge typer automatisk. Det er tilfældet for en internetmægler som Saxo Bank, men mærkværdigvis ikke for alle banker.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *