Selskaber

Nordea i Jule Rally

Det har været et efterår og en julemåned, der har budt på flotte stigninger på aktiemarkederne i såvel Europa som USA. Den positive slutning på 2019, som jeg skal være den første til at indrømme, jeg ikke havde ventet i starten af året, er båret frem af flere elementer.

De meget synlige er naturligvis de positive meldinger om en løsning på handelskonflikten mellem stormagterne Kina og USA. Hertil kommer, at det ser ud til, at der langt om længe kommer en løsning på Brexit.

Et af de mindre synlige elementer er, at den vestlige verdens to store centralbanker, den tyske og den amerikanske, har fortsat en stærk stimulering af økonomierne i Europa og USA. Det er sket gennem en meget lempelig rentepolitik på trods af, at underskuddet vokser dramatisk i USA.

Hertil kommer, at den Europæiske Centralbank er fortsat med massive støtteopkøb af obligationer, hvilket naturligvis booster økonomien meget kraftigt. Det har ført til, at den recession, der ihvertfald i min optik spøgte ved indgangen til året 2019, er om ikke forsvundet så udsat.

Nordea skiller sig ud

Det bliver spændende at se, om den positive udvikling vil forsætte ind i januar. Mit bud er, at det vil den indledningsvis. Det skal vi naturligvis høste frugterne af, og de bedste investeringer, nu hvor året går på held, finder man i finanssektoren.

Det er dog vigtigt, at man er særdeles selektiv, når man udvælger de papirer, der skal investeres i. Mange danske banker har oplevet en grim nedtur gennem de senere år. Ikke mindst hvidvaskningsager har kastet en skygge over hele sektoren.

Blandt de Nordiske banker er der især en, der adskiller sig meget positivt, nemlig Nordea. Mange danskere tror faktisk, at det er en dansk bank, ikke mindst fordi bankens logo pryder de fleste hovedgader i Danmark.

På trods af at Nordea har en dansker i kaptajnstolen, den overordentlig kompetente Frank Vang-Jensen der har haft posten som CEO siden septemper 2019, er banken en sammenlægning af en række store nordiske banker. Nordea, der på den danske side udspringer af Privatbanken, der senere blev til Unibank, havde i mange år hovedsæde i Stockholm, men er for nylig flyttet til Helsingfors i Finland.

Det er den første af de nordiske banker, der virkelig viser momentum efter nedgangen. Selvom den såkaldte Panama sag trak spor til Nordea, har banken i højere grad end andre af de store skandinaviske banker undgået at være involveret i hvidvaskning og anden økonomisk kriminalitet.

Jeg anbefaler at man køber aktien til markedskurs, der i skrivende stund er 54,58. Stop loss skal være trailing stop fra begyndelsen med udgangspunkt i 46,90. Kursmålet er på 69, hvor jeg anbefaler, man indlægger en salgordre med det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *