Aktiemarkederne sætter rekord
Aktiemarkederne rundt om i verden sætter rekord næsten alle steder. Den stigende oliepris samt Donald Trumps løfter om skattelettelser til erhvervslivet var med til at give aktierne et løft.
På det danske marked startede ugen ellers lidt trægt. Generelt faldt aktierne tilbage helt frem til i går torsdag, hvor flere analytikere revurderede deres analyser af de regnskaber, vi fik ugen igennem.
Mange flotte regnskaber
Der var mange regnskaber både i elite indekset C20 Cap og blandt de mindre papirer. F.L.Schmidt steg hele 8,3 procent på et regnskab, der overgik forventningerne. Stigningen fortsatte i dag med yderligere 3,7 %. Jeg vil ikke anbefale et køb ovenpå en så kraftig reaktion, men såfremt aktien lukker over 360 i næste uge, skal den tilføjes til porteføljen. Men vent! Flere informationer og stop loss følger her på siden i næste uge.
A.P. Møller Mærsk aktien havde ligeledes en meget flot afslutning på ugen, efter et fald ovenpå offentliggørelsen af årsregnskabet. Efter analytikerne fik nærlæst regnskabet, blæste der mildere vinde. Virksomheden fik også stor glæde af stigningen i såvel olie som dollar. Selvom fragtraterne stadig stagnerer, ser der ud til at være håb forude. Flere konkurrenter hæver nu priserne på container fragt. Mærsk aktien er ligeledes snart moden til køb, her skal vi se en lukning over 12.400.
Genmab sluttede i rekord
Genmab sluttede ugen i rekord, og vi glæder os over, at den er stærkt på vej mod sit target. Der var ikke nogen selskabsnyheder i løbet af ugen, så vi ser frem til årsregnskabet 22. februar. Efter mange opjusteringer i de seneste måneder, venter der næppe de store overraskelser i resultatet for 2016. Hvad der derimod kan rykke i aktien i begge retninger er ledelsens forventninger til fremtiden.
DSV tegner positivt
DSV kom med regnskab i dag fredag, der blev positivt modtaget. Aktien brød op gennem 340, så vi køber til markedskurs. Stop loss er 333 og målet 410. Jeg forventer det nås indenfor 2 måneder.
En Bæredygtig guldmineaktie
Jeg vil afslutte dette indlæg med anbefalingen af en Guldmine aktie: Newmont Mining Corp., der har været noteret på NYSE siden 1925 og er en del af S&P 500 indekset. Jeg har generelt positive forventninger til udviklingen i guldprisen i den kommende tid, desværre med baggrund i den usikkerhed der er i verden.
Stiger prisen på guld stiger guldmineaktierne. Hertil kommer at Newmont Mining Corp. er et meget sobert og veldrevet mineselskab med base i Colorado. Virksomheden lægger stor vægt på bæredygtighed, men har også en flot historie for god indtjenning, som den kan føre tilbage til 1921.
Vi køber til markedskurs omkring $37 stop loss er $32, og målet på kort sigt er $49. Det er også en god anlægsaktie til køb og behold porteføljen, da tilknytningen til guldprisen vil bidrage til en god balance i alle porteføljer.