Novo taber pusten
I forrige indlæg den 4. september omtalte jeg Novo Nordisk A/S som en interessant mulighed for den lidt mere risikovillige investor. Jeg bemærkede, at opgangen ville blive relativt kort, men at potentialet var godt helt op til 395. Stop loss valgte jeg at sætte til 345.
Novo aktien takkede for mine smukke ord ved efter et par dages stigning mandag den 9. september at tage det største fald i hele 2019 på hele 3,6%! I dagene efter var det ikke meget bedre, men aktien har dog i denne uge rejst sig lidt igen.
Det hjælper os så ikke så meget lige nu, idet vores stop loss på 345 naturligvis blev udløst af det dramatiske fald. Faldet skyldes primært en artikel i Jyllandsposten, der hævder, at de små investorer kommer til at betale for de sagsanlæg, der er kommet mod Novo i USA fra flere pensionskasser, der mener, at de er blevet misinformeret af virksomheden.
Det, mener jeg ikke, er en helt rimelig påstand, og slet ikke på nuværende tidspunkt. Retssagerne er jo ikke afgjort endnu. Det kan tage flere år, før det sker. Hertil kommer, at det langtfra er sikkert, at pensionskasserne får medhold.
Novo får løftet kursmålet
Det virker da også som om, flere udenlandske markedsdeltagere er enige med mig. Novo har fået løftet kursmålet af flere internationale analytikere. Der er derfor god mulighed for, at den danske medicinalkæmpe tager revanche i de kommende uger.
I tilfalde af at vi kommer til at se den udvikling, vil flere læsere kunne hævde, at jeg med en markedskurs på Novo aktien på 360 placerede stoppet for tæt på med en kurs på 345. Det kan de naturligvis retrospektivt set få ret i, hvis aktien stiger igen. Hvis ikke har det været en klog beslutning med det tætte stop loss på 345.
Det mener jeg nu, det under alle omstændigheder var. I det nuværende marked, hvor vi handler på, hvad der for mig ligner en korrektion af den begyndende nedadgående hovedtrend i det generelle aktiemarked, er det vigtigt at minimere risikoen mest muligt.
Som jeg har sagt og skrevet så ofte før, er aktiehandel og analyse ikke en eksakt videnskab. Jeg tilstræber, at have ret i 80% af tilfældene, men det er set over en lang periode. Der kan være perioder, hvor prognoserne har en større eller mindre sandsynlighed for at udvikle sig gunstigt.
Forholdet mellem gevinst og risiko
Derfor at det meget vigtigt altid at tage stilling til forholdet mellem risiko og gevinst og optimere dette forhold under hensyn til det generelle marked. Er vi i begyndelsen af en ny opgang efter en længere periode med fald, kan man tillade sig en større risiko eksponering.
Det nuværende aktiemarked i såvel Europa som USA er et eksempel på det modsatte. Her står vi på toppen af en opgang, der har varet 10 år. Jeg ser stadig flere fundamentale tegn på, at vi senest i slutningen af oktober vil få en kraftig nedtur.
På den bagrund var det efter min opfattelse det rigtige med det tætte stop loss. For de af os der fulgte anbefalingen og tabte 15 kurspoint eller beskedne 4%, er der altid mulighed for at gå ind i Novo Nordisk igen, såfremt aktien retter sig. I modsat fald kan vi glæde os over, at tabet blev begrænset.
Pingback: Novo Nordisk stiger kraftigt efter kvartals regnskab
Pingback: Newmont Goldcorp - En guld aktie som du kan lide - Aktiejensen