Pas På Talenterne

Vi skal passe på talenterne i dansk erhvervsliv. Denne blog er på ingen måde et politisk eller samfundsøkonomisk debat forum, men når vi gentagne gange ser ekstraordinært dygtige topchefer forlade en børsnoteret virksomhed i Danmark for et job i udlandet, giver det anledning til bekymring.

Kåre Schultz stopper

Senest drejer det sig om administrerende direktør i Lundbeck Kåre Schultz, der stopper i virksomheden for at påtage sig stillingen som topchef i den store israelske medicinal koncern Teva Pharmaceutica Industries Ltd.

Bestyrelsesformanden i Lundbeck Lars Rasmussen kom med meddelelsen mandag morgen inden børsens åbning. Aktien, der siden Kåre Schultz tiltrædelse for to et halvt år siden er steget 200%, faldt 13% ved åbningen. Dette udelukkende på baggrund af oplysningerne om direktørens opsigelse. Bestyrelsesformanden forklarede Kåre Schultz afgang med, at direktøren har fået et tilbud om at blive leder i en af verdens største medicinalvirksomheder.

Lars Rasmussen meddeler samtidig, at man ikke har gjort noget for at matche tilbuddet til Kåre Schultz. Det virker umiddelbart besynderligt, han nævner det. Samtidig rejser det en interesant problemstilling: Hvad er årsagen til ønsket om at skifte til Teva Pharmaceutica Industries Ltd?

Er det faglige udfordringer, der trækker?

Lars Rasmussen udtaler, at det er den faglige udfordring ved at være leder af en af de største i branchen, der trækker for Kåre Schultz. Det argument halter bare en lille smule. Det gør det, fordi Teva er en kopiproducent. Det betyder at Teva er en virksomhed, som fremstiller kopier af lægemidler udviklet af andre, men hvor patentet er udløbet.

Det er der bestemt ikke noget galt i. Syge mennesker over hele verden har mulighed for den bedst mulige behandling til den laveste pris på denne måde. For en topleder må det dog alt andet lige være mere givende at lede en virksomhed, der selv udvikler ny medicin som eksempelvis Lundbeck eller Genmab.

Det der derimod er tankevækkende er, om det er honoreringen, som trækker for Kåre Schultz. Alle vil naturligvis gerne sælge deres arbejdskraft til den bedste pris. Det gælder, hvadenten man er Formel 1 kører eller slagtersvend. Sådan er det selvfølgelig også for topledere i erhvervslivet.

Kåre Schultz modtager 20 millioner dollars alene for at underskrive kontrakten. Hertil kommer en årsløn, der inklusive bonus og optionsordninger nærmer sig 80 millioner danske kroner. Den kommende topchef for Teva udtaler selv til Berlingske, at han har fået en konkurencedygtig lønpakke, som han finder fuldt tilfredsstillende.

Lundbeck falder, Teva stiger

Der er for mig ingen tvivl om, at Kåre Schultz er hver en krone værd. Min opfattelse deles tilsyneladende af aktiehandlere og analytikere i det store udland, idet Teva aktien steg 1 milliard dollars på børsen i New York ovenpå nyheden.

Misforstået beskedenhed

I Danmark er jeg bange for, at en tilsvarende kompensation ville blive stærkt kritiseret af kapitalforvaltere og ledere, ikke mindst i offentlige pengetanke som ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Repræsentanter for disse meget magtfulde aktører på det danske aktiemarked var senest fremme med en kritik af honoreringen af ledelsen i Genmab. En sådan kritik forbløffer mig.

Den kan kun udspringe af en misforstået opfattelse af mådehold og solidaritet. Aktionærerne i Genmab er i ekstrem grad blevet forgyldt gennem de seneste 5 år. Denne kolossale vækst er ene og alene blevet skabt af forskere og ledere i Genmab.

Her er vi ved kilden til min bekymring. For aktionærerne i de store danske virksomheder er det uhyre vigtigt, at virksomhederne fortsat er i stand til at tiltrække og i særdeleshed fastholde de allerbedste medarbejdere på alle niveauer.

Vi kæmper i forvejen med et af verdens højeste skattetryk, så hvis lønpakkerne ikke følger med den internationale standard, og det gør de ikke i øjeblikket, så vil vi miste for mange dygtige topledere. Det gælder også, selvom de samme topledere hævder, at det er de faglige udfordringer, der trækker. De udfordringer findes altså også i Danmark.

Vi skal til som aktionærer at hæve røsten og få de store pensionsfonde til at accepterer, at dygtighed og talent koster mange penge. Det gælder ikke kun i sportens verden, men også i erhvervslivet.