Selskaber

Købssignal bekræftet i Pandora

Pandora brød i dag igennem det stærke modstandspunkt på 680. Dermed bekræftede smykkeaktien det tidligere købssignal, og vi køber aktien.

Kursmålet er 866 og stop loss er på 636. Det giver et opadgående potentiale på 27% og en nedadgående risiko på knap 7 procent. Dermed er der sikret et godt forhold mellem risiko og gevinst.

Det skal der også være i det nuværende meget nervøse aktiemarked. Den ene dag skinner solen, og den næste trækker mørke skyer sammen. Udtalelser fra de respektive ledere i Kina og USA sender markedet i først den ene så den anden retning.

Købssignal støttes af flot P/E

På trods af det samt min generelle skepsis overfor udviklingen på aktiemarkedet i indeværende år vover jeg pelsen og investerer i Pandora.

Aktien har fået uretfærdigt mange tæsk sidste år, ikke mindst anført af store amerikanske hedgefondes shortselling af aktien. Og ja, jeg er opmærksom på, at selskabet skuffede i forhold til egne og andres forventninger i 2017 regnskabet.

Samtidig skal man dog huske, at Pandora tjener rigtig mange penge, og de er i den grad i stand til at få omsætningen ned i bundlinjen. Ved udgangen af 2017 var Price Earning på 13.

Det er et fantastisk flot tal for en relativt ung virksomhed der er vokset kolossalt gennem kun 10 år. Det er der mange der har glemt i de senere år og det er det der giver en sjælden god mulighed samtidig med at vi har fået et teknisk meget stærkt købssignal.

Generalforsamling i Genmab

En anden virksomhed, der er vokset voldsomt i de senere år, er Genmab. Selskabet holdt generalforsamling i dag de 10. april. Genmabs topchef Jan van de Winkel udtalte sig meget positivt om forventningerne til virksomhedens top produkt Darzalex.

Alligevel satte aktien sig i dagens handel. Den er nu foruroligende tæt på stop loss på 1190. Det er nødvendigt at følge aktien tæt i de kommende dage, og reagerer prompte såfremt den bryder ned.

Husk at man altid kan købe aktien igen, hvis det skulle være et falsk brud! Foreløbig venter vi dog og ser tiden an.