Genmab giver salgssignal
Massakren på det danske aktiemarked fortsatte hele ugen, men i dag fredag retter det sig ganske pænt. Alle C25 aktier er klædt i grønt bortset fra Tryg, hvor der fragår udbytte.
Jeg har i et tidligere indlæg omtalt, at en af mine gamle favoritter Genmab nærmede sig et meget vigtigt støttepunkt på 940, og at såfremt dette punkt blev brudt, skulle mindst halvdelen af beholdningen af Genmab aktier øjeblikkeligt sælges.
Genmab er nu gået igennem 940 med en markant kraft, ikke mindst drevet af den meget negative stemning på hele det danske aktiemarked. Det salgsignal, der hermed er udløst, er meget stærkt af flere grunde.
For det første er der tale om et støtte niveau, der kan føres tilbage til september 2016. Herudover har Genmab aktien dannet og efterfølgende brudt en såkaldt hoved skulder hoved formation. Læs mere om dette i mit kapitel om teknisk analyse.
Jeg er helt opmærksom på, det ikke er alle markedsdeltagere, der anerkender denne analyseform. Det er der dog en del, ikke mindst amerikanske investment bankers der gør, hvilket dermed giver signalet en vis selvopfyldende effekt.
Genmab har ellers fået flere flotte anbefalinger fra flere stor internationale investerings institutioner i de seneste uger. Jeg er da heller ikke uenig i, at virksomheden nok skal være en god investering på langt sigt.
Men der er jo ikke nogen grund til at tage elevatoren med ned, for så at vente på at Genmab aktien stiger igen. Følg med her på siden hvor jeg nok skal orientere om, hvornår jeg vil gå ind i aktien igen.
Aktie børserne i udlandet udvikler sig negativt
Markederne i udlandet udvikler også i stigende grad signaler, der kan antyde et egentligt crash. Det tyske DAX har udløst et meget kraftigt salgssignal torsdag. Ligeledes er de amerikanske indeks på vej ned. Vi er meget tæt på også her at få bekræftiget et crash.
Som sagt tidligere skal man naturligvis reducere sin eksponering under hensyntagen til investeringsprofil og horisont. Den kortsigtede investor skal måske helt forlade markedet, mens den langsigtede pensionsopsparer kun afvikler en del af sin aktie portefølje. Læs mere om dette i artiklen om strategi.
Uanset hvilken gruppe af investorer man tilhører, bør der reageres. Vi får måske nok efter så mange dage med fald ikke mindst på det danske marked nogle få dages opgang efter weekenden, men tro endelig ikke det betyder, at faldet er forbi.
Det er blot en kort pause, inden den næste og måske meget voldsommere bølge sætter ind.