Selskaber

Bank til medicinalaktierne

Der var bank til medicinalaktierne onsdag morgen. Lundbeck og Novo stod til øretæver på børsen efter regnskabaflæggelsen for første halvår. Lundbeck satte sig 10% ved åbningen, men er efterfølgende faldet yderligere, så onsdagens samlede fald er på hele 14,3%. Den danske medicinalkæmpe Novo satte sig 6%.

Årsagerne skal findes forskellige steder for de to virksomheder. Lundbeck leverede faktisk et resultat, der var bedre end ventet, men ligesom med TEVA i sidste uge så vi aktien blive sendt kraftigt nedad på trods af, at virksomheden indfriede forventningerne.

For Lundbecks vedkommende skyldes det investorernes bekymring om fremtiden. Under Kåre Schultz ledelse blev Lundbeck skåret til. Omkostningerne blev bragt ned, og der blev sat gang i salget af de varer, der var på hylderne.

Mange af disse produkter har patenter, der udløber i nærmeste fremtid, og det bekymrer markedet. Samtidig er det jo en realitet, at den meget positive effekt på bundlinjen Kåre Schultz besparelser har givet, ikke vil gentage sig fremover. Der er skåret til benet.

Kursfaldene urimeligt store

På trods af ovenstående er det min opfattelse, ligesom tilfældet var med TEVA, at kursfaldet er urimeligt stort, og aktien vil formentlig rette sig i de kommende dage. Hvorvidt den kommer tilbage i den opadgående trend, er straks en helt anden sag.

Lundbeck brød i faldet det første støttepunkt på 420. Her har mange fornuftigvis anbragt deres stop loss. Der er nu rigtig langt ned til næste reelle støtte på 285.

Jeg tror desværre, vi må erkende at festen er slut for Lundbeck i denne omgang. Derfor vil jeg anbefale følgende strategi til dem, der ikke havde rykket stoppet med op som anbefalet. Den kortsigtede investor sælger hele positionen på den første rebound på 5% eller mere. Den langsigtede investor, eller den der plejer pensionsmidler, sælger halvdelen på samme stigning, og beholder den anden halvdel.

Årsagen til Novo Nordisk fald skal findes i en anden problemstilling. Salget af Novos vigtige insulinprodukter Victoza og Tresiba var betydelig lavere end ventet. Hertil kommer frygten for TEVAs kopi af Victoza samt et fortsat prispres på medicin på det vigtige Nordamerikanske marked.

Analytikerne savnede også nogle præcise udmeldinger i regnskabet omkring besparelser og tilpasning af koncernen generelt. Alt i alt førte det til et kursfald på 6%. Næste støtte punkt for Novo aktien er 280. Jeg anbefaler derfor, at de der har Novo aktier placerer et stop loss på 275. Iøvrigt ligesom med Lundbeck under hensyntagen til, om man er langsigtet investor eller ej.

One thought on “Bank til medicinalaktierne

Lukket for kommentarer.