Aktiemarkedet

Danske aktier på nedtur

De sidste to uger har sendt de danske aktier på en nedtur. Den er udløst af kvartalsregnskaber fra en række selskaber, der indeholdt nedjusteringer af forventningerne til fremtiden. Værst gik det ud over Vestas, der mistede over 20% af værdien.

Genmab falder trods gode nyheder

Men også Genmab fik endnu en nedtur. Her var der ikke tale om en nedjustering, men derimod en skuffelse hos markedsdeltagerne over tredje kvartals resultat. Indtjeningen på salget af Darzalex fejler ellers ikke noget, men da royalties afregnes i dollar, var der et relativt stort tab på de finansielle poster på grund af dollarfaldet gennem året.

Genmab opjusterede faktisk forventningerne til årets resultat på bagrund af den meget succesrige lancering af Darzalex i Japan, hvilket også udløste en milepælsbetaling på 25 millioner dollars.

Et par dage efter kunne Genmab så ydeligere oplyse, at de havde modtaget 50 millioner dollar mere i milepæls betaling, efter at salget af Darzalex havde passeret 1 milliard dollar i kalender året.

Disse positive nyheder fik da også aktien til at rette sig og stige med godt 9%, men der er stadig langt op til den gamle top lige under 1500. I dag falder aktien så igen tilbage efter et kraftigt salg fra udlandet. Det er med spænding, vi afventer nye salgstal fra Darzalex på onsdag.

Hvorfor falder aktien?

Man kan undrer sig over, at Genmab aktien taber momentum med så mange positive nyheder i bagagen. Det er der flere årsager til. For det første skal man være opmærksom på, at den generelle markedsretning har stor betydning. Aktierne i hele verden har været under pres i de seneste uger.

Hertil kommer at sektoren, biotek, i særdeleshed har haft en svær periode i den seneste måned. Det er, som beskrevet i indledningen om aktiehandel, sådan at positive nyheder nedtones og negative forstærkes, når den generelle markeds tendens er nedadrettet.

Sidst men ikke mindst er det en kendsgerning, at selv efter de seneste kursfald er P/E på aktien meget høj. Det betyder, at man betaler rigtig meget for hver indtjeningskrone. Derfor er det meget vigtigt at forventningerne til fremtidig indtjening på guldægget Darzalex opretholdes. Ligeledes er det nødvendigt, at der hos markedsdeltagerne er en tro på, at der er flere stærke produkter i pipelinen.