Trump skaber uro igen
Aktiemarkedet har rettet sig ganske pænt i de seneste 10 dage. Får vi en børslukning på C25 indekset over 1200, er lyset skiftet fra gult til grønt for de danske aktier. Men lad os nu vente tålmodigt, og se om det sker.
Vildbassen i Det Hvide Hus (Trump, hvis nogen skulle være i tvivl) er nemlig røget ud i nye problemer Det er i sig selv temmeligt alvorligt. Hertil kommer, at problemerne måske gør ham endnu mere ustabil, således at han kan finde på at optrappe handelskrigen for at få fokus væk fra de alvorlige juridiske anklager.
Trumps vanskeligheder skyldes, at to af hans tidligere nærmeste medarbejdere er blevet dømt for alvorlig økonomisk kriminalitet. Det drejer sig om hans tidligere advokat Michael Cohen og den tidligere kampagnechef Paul Manafort.
Paul Manafort er dømt for skatteforhold, der retfærdigvis ikke behøver at belaste Trump. Det forholder sig straks meget værre med advokaten Michael Cohen, der har tilstået at have modtaget ulovlige kampagnebidrag.
Ny handelsaftale med Mexico
Det der til gengæld trækker i den positive retning, er den nye handelsaftale mellem USA og Mexico. Den nye handelsaftale erstatter den tidligere Nafta aftale. Der er forlydender om, at også Canada vil tilslutte sig aftalen
Disse nyheder var med til at trække aktierne opad i såvel Europa som Nordamerika. Vi oplever altså igen en situation, hvor de politiske udfordringer og ditto resultater trækker i hver sin retning.
Det er vigtigt at følge udviklingen tæt i denne situation. Aktiemarkederne i både Danmark, Tyskland og USA er tæt på meget stærke modstandsområder, der udgøres af tidligere toppe.
Afvises de respektive indeks på disse niveauer, kan det betyde, at den negative stemning igen har fået overtaget. Lyset på markederne vil i så fald skifte fra gult til rødt.
Får vi derimod et brud opad og et gennembrud af 1200 i det danske toneangivende indeks, kan vi få et kraftigt sensommer rally.
Jeg tror afgørelsen vil komme i indeværende uge, så følg med her på siden. Jeg vender tilbage med en opdatering torsdag. Her vil jeg også give et forslag til en strategi i den aktuelle situation.