Sådan tager du gevinsten hjem
Det tyske DAX index gennembrød i slutningen af sidste uge det stærke modstandspunkt på 12.800. Samtidig dannede DAX et meget stærkt købssignal. Det betyder, at der nu er fri bane helt op til den gamle top på 13.200.
Det er ikke mindst det genetablerede gode forhold mellem EU og USA, der mindsker Tysklands og Europas risiko for at blive ramt af toldbarierer, der får aktierne op.
Det danske eliteindeks C25 viser ligeledes styrke. Vi skal dog, som nævnt i forrige indlæg, have en lukning over 1180, før vi har en bekræftet opadgående trend.
Blandt de danske aktier vi har i køb, er Coloplast den der i øjeblikket får mest ud af stigningerne. Coloplast aktien sluttede fredag i kurs 712. Det betyder, at vi skal flytte vores stop loss op til 660.
Nu hvor vi nærmer os kursmålet på 760 for Coloplast, er det vigtigt at få så stor en del af gevinsten hjem som muligt. Samtidig skal vi holde muligheden for yderligere stigninger åben.
Strategien for at tage gevinsten hjem
Det gøres, med den tretrins strategi jeg udførligt har beskrevet i min artikel om strategi for salg af aktier. I det konkrete tilfælde gøres føgende:
Vi har nu et stop loss liggende på 660 for hele beholdningen af Coloplast aktier. Hvis kursen stiger til 740 flyttes stoppet op lige under 700 på kurs 695. Man skal aldrig lægge en købs eller salgs ordre på de lige hundrede men enten lidt over eller lidt under. Grunden hertil er, at de lige hundrede ofte er et stærkt psykologisk punkt, hvor der etableres vending.
Når kursen når 740 placeres samtidig en salgsordre på kursmålet 760. Denne ordre skal være det, der i børssprog hedder “good until cancelled”. Den skal kun være på en tredjedel af beholdningen.
Såfremt salgsordren udløses på 760 på en tredjedel af beholdningen, indsættes et stop 3% under 760 på resten af den oprindelige beholdning.
Stiger aktien fortsat, flyttes stop med op 3% under kursen på halvdelen af den resterende position. Når dette stop udløses, afventer vi, at aktien enten genoptager stigningen eller falder tilbage og udløser det første stop.
Genoptager aktien stigningen og passerer punktet for det andet salg, indlægges et stop 10% under opnået kurs. Dette stop flyttes med op. Når det udløses er tretrins strategien afsluttet.
Jeg vil gennemgå resultatet af ovenstående i et senere indlæg, når handlerne er afsluttet. Det ser mere indviklet ud, end det egentlig er, hvilket jeg beklager. Har du spørgsmål så send dem til mig. Brug gerne formularen i højre side.