Aktiemarkedet

Salgssignal tænder det røde lys for aktierne

De danske aktier har siden sidste uge klaret sig strålende. De er steget knap 3%. Stigningen kom ovenpå, at jeg i mit forrige indlæg tændte det gule advarsels lys for både de danske og internationale aktier. I et kort stykke tid så det ud til, min analyse var forkert, og der derfor ikke var nogen grund til bekymring.

Det sluttede dog brat natten til i dag torsdag, hvor de amerikanske aktier satte sig kraftigt, specielt på grund af frygten for at handelskrigen udvikler sig til også at være en teknologisk krig, efter at USA ønsker at boykotte kinesiske Huawei.

Faldet i de toneangivende amerikanske indeks udløste endnu et salgsignal for de amerikanske aktier. For dem er trafiklyset hermed skiftet til rødt. Det betyder i praksis, at der ikke bør købes amerikanske aktier, før markedet igen er vendt opad. Stop loss skal flyttes helt tæt på alle positioner, og der skal reduceres i portefølejerne, så snart aktierne falder tilbage.

Reduktionen skal naturligvis foretages under hensynstagen til typen af portefølje. Langsigtede porteføljer med en horisont på 5 år eller længere reduceres langt mindre end den kortsigtede portefølje med en horisont på eksempelvis et år eller mindre.

På det danske toneangivende C25 indeks er det stadig 1100, der er det kritiske niveau. Brydes støtten på 1100 ved en dagslukning under, står vi foran et meget kraftigt og hurtigt fald. I den situation skal der reageres meget hurtigt. Såfremt situationen opstår, vil jeg beskrive handlingsplanen i detaljer her på sitet.

“Skulder-hoved-skulder” formation

En af årsagerne til, at jeg mener, der er risiko for, at situationen på det danske aktiemarked udvikler sig til et egentligt crash, er, at der er ved at danne sig en teknisk formation, man kalder “head over shoulder” eller på dansk “skulder-hoved-skulder” formation. Du kan se “skulder-hoved-skulder” formationen på billedet i toppen af indlægget.

Jeg er helt opmærksom på, at ikke alle mine læsere har tiltro til teknisk analyse. Ikke desto mindre bruger mange internationale traders teknisk analyse i deres arbejde. Det giver i sig selv signalet en selvforstærkende effekt. Hertil kommer, at netop “skulder-hoved-skulder” formationen er et meget stærkt signal. Der er tale om en topformation, der har vist sig at være korrekt i mere end 80% af de tilfælde, den fremkommer.

Som du kan læse i min artikel om teknisk analyse, mener jeg ikke, man bør lade disse signaler stå alene. Såfremt der ikke var mange fundamentale forhold, der taler for et fald, ville jeg ikke tillægge “skulder-hoved-skulder” formationen i det danske indeks den samme betydning, som jeg gør denne gang.

Først og fremmest er der det ovennævnte meget farlige global politiske problem mellem Kina og USA. Hertil kommer, at aktiemarkederne generelt er steget for meget i forhold til væksten i verdens økonomier. Sidst men ikke mindst har den lange opgang, vi nu står på toppen af, varet siden finanskrisen blev stabiliseret i 2009. Altså i 10 år. Varigheden for en opgang på aktiemarkederne har historisk set kun få gange været længere end 7 år og aldrig tidligere mere end 10 år.

Jeg vil i de kommende dage følge markedet meget tæt. Der vil være kommentarer her på siden, så snart der sker en udvikling i enten den ene eller anden retning. Følg med her!

One thought on “Salgssignal tænder det røde lys for aktierne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *