Uncategorized

Sidste uge var hård ved de danske aktier

Nu tester vi igen 1000

Aktiemarkedet i Danmark faldt i sidste uge over en bred kam i lighed med Tyskland og S&P i USA. Her mandag middag tester C20 Cap igen 1000, og får vi et brud med dette niveau og den gamle bund på 992, er der åbent nedad.

Såfremt modstanden på 992 holder, vil vi se en bevægelse opad af 2 til 5 dages varighed. Meddelelsen fra den Europæiske Centralbank torsdag vil naturligvis få en indflydelse på markedsretningen på den korte bane.

Jeg forventer stadig et faldende marked

På længere sigt forventer jeg stadig et faldende marked i såvel Europa som USA. Faldet vil naturligvis blive forstærket af et teknisk brud nedad, som beskrevet i ovenstående, samt negative nyheder fra Den Europæiske Centralbank.

Novo Nordisk måtte igen i denne uge stå for skud og faldt 15 % efter nedjustering af forventningerne til den fremtidige vækst. Aktien er nu faldet knap 40 % i indeværende år, hvilket efter min opfattelse er langt mere end fortjent. Jeg vil ikke købe nogen aktier i øjeblikket, men når faldet er forbi er Novo Nordisk en klar favorit til porteføljen.

Danske Bank faldt trods flot regnskab

Danske Bank faldt ligeledes efter regnskabsmeddelelsen, der eller viste et flot resultat. Det er en meget typisk tendens i et svagt marked at gode nyheder nedtones, mens dårlige forstærkes.

Usikkerheden i forbindelse med præsident valget i USA får igen en større betydning for markederne i såvel USA som Europa, ikke mindst efter at FBI har genåbnet undersøgelserne af Hillary Clintons brug af en privat email til fortrolige dokumenter. Dette kan lægge et yderligere nedadgående pres på aktiemarkedet.

Olieprisen er tilbage i den nedadgående trend, efter det ikke lykkedes OPEC at nå til enighed i Wien i weekenden.

Der er således ikke mange indikatorer der peger på stigninger i den kommende tid. Men fortvivl ikke! Har man fulgt mine råd og reduceret i porteføljen i løbet af måneden, vil man have kontanter til at komme ind på meget attraktive niveauer, når faldet er forbi.