Uncategorized

Så kom gennembruddet opad!

Så kom gennembruddet opad! Dow Jones Industrial lukkede for første gang nogensinde over 20.000. Ligeledes har det vigtige tyske DAX indeks afgivet købssignal efter et brud opad. Så manglede vi kun, at det danske C20 Cap indeks lukkede over 1050, og minsandten om det ikke lykkedes i dag fredag, hvor indekset lukkede i 1055,83.

Gennembrudet opad giver gode muligheder hvis man arbejder med det
Gennembruddet opad giver gode muligheder

Volkswagen og Nordea

Det betyder, at der skal købes ind til vores portefølje. Vi har for nylig købt tyske Volkswagen og Nordea. Jeg anbefaler at forøge disse positioner. Men husk stop loss. Target opad er 170 € for Volkswagen og 90 DKK for Nordea. Læg eventuelt en salgsordre ind ved køb samtidig med stop loss.

Genmab over 1300

Efter mange forsøg og en kontinuerlig strøm af gode nyheder er Genmab gået igennem 1300! Som  den trofaste læser vil vide, har jeg omtalt dette modstandspunkt i flere indlæg. Nu hvor denne modstand er brudt, har vi et meget stærkt købssignal.

Jeg anbefaler køb med stop loss på 1241. Det langsigtede kursmål er fortsat 2000, mens det kortsigtede er 1540, hvor vi må forvente en korrektion. Det betyder også at spekulanten anbefales at tage gevinsten hjem på 1540. Den der handler efter “køb og Behold” eller en anlægsstrategi holder aktien helt til 2000, men så skal den også sælges og gevinsten tages hjem.

Netflix er interessant efter regnskab

På de amerikanske marked er Netflix blevet en interessant aktie efter et flot regnskab for nylig. Vi køber aktien med et stop loss på 124$ og et kursmål på 173$. Der er flere interessante muligheder såvel i USA som Europa, men dem vender vi tilbage til i næste indlæg. Husk altid at sprede køb over en længere periode og aldrig være fuldt investeret. Træerne vokser ikke ind i himlen!

Der kom da også lidt malurt i bægeret med BNP tallene fra USA der skuffede da de kom fredag eftermiddag. Væksten i sidste kvartal forrige år blev således noget mindre end ventet. Det håber mange på at Donald Trump vil rette op på, men selv om optimismen er stor i øjeblikket, vil det varer noget, før vi ser det i nøgletallene.